Jan Hammerstad fortæller om billeder

Jan Hammerstad fortæller her om enkelte af hans billeder/serier, som har en særlig historie.

Du kan også læse et interview med Jan her

 

Min serie ’You May Call Me Mario’ startede som en lille hyldest til Mario Testino; men den udviklede sig ret hurtigt til en dogmeserie, hvor jeg ved udgangen af marts 2018 har skudt lige knapt 100 mennesker.

I modsætning til Testinos håndklædeserie, så koncentrerer min serie sig om at vise almindelige mennesker. Dogmereglerne, jeg har defineret er: 1) den primære påklædning skal være et (eller flere) håndklæder, 2) lyset er én lampe placeret på en bestemt måde i mit studie. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var en udfordring for mig som fotograf at lave nye, anderledes billeder hver gang inden for de rammer, – og det er dét, der er interessant at forsøge at gøre.

 

Jeg har skudt en hel del hårmodeller for forskellige frisører og synes egentlig, det er meget sjovt. I 2016 blev jeg spurgt, om jeg ville hjælpe i en kampagne, der skulle forsøge at sætte spot på afrikanske kvinders naturlige hår. Mange afrikanske kvinder har en opfattelse af, at deres hår ikke er godt nok, og mange bruger derfor parykker, extensions, osv. Denne kampagne ville forsøge at vise alle de mange muligheder, der er for frisurer med afrikansk hår. Jeg lavede 21 billeder af forskellige frisurer, og billederne blev udstillet i 2017 i Verdenskulturcentret. Ikke mindst pga. ildsjælene bag kampagnen blev det er stor succes, og udstillingen blev udvidet fra 2 til 14 dage.

 

Af og til kommer der gode ting ud af bare at lege sig frem. I dette tilfælde havde jeg modellen og musikproduceren Tobias Dubert i studiet. Jeg ville lave noget med hårde skygger, og det viste sig, at han var ret god til at hoppe og samtidigt holde sin mimik, – hvilket ellers absolut ikke er let. Så vi legede lidt med ham og hans skygge, når han hoppede op langs en væg. Det kom der en række, næsten skulpturelle, billeder ud af.

Billedet med de udstrakte arme giver mig nogle klare associationer til et krucifiks og måske især til Madonnas video til sangen ’Like a Prayer’.