Niels Erik Pedersen / interview

Her kan du læse mere om Niels Erik Pedersen (gDLGK udstilling 22.02.2018 – 07.06.2018)

 

Niels Erik Pedersen
Foto: Bjarke Ahlstrand

Hvorfor fotograferer du?

Jeg kan ganske enkelt ikke lade være – jeg har altid været visuel tænkende og orienteret. Og jeg kan lide at udtrykke mig i billeder.

Hvad fotografer du og hvorfor?

Jeg har som sådan ingen egentlige fotografiske grænser, men der er selvfølgelig emner der ligger mig mere på sinde end andre.

Jeg er primært betaget af mennesker ”i en kontekst”, på gaden og i miljøet og som portræt. Ligeledes er jeg optaget af at gå på opdagelse i verden omkring os, at indfange former, kontraster og enkle udtryk. Det kan være smukt, elegant, grimt eller råt sin enkelthed.

Og selvom jeg ikke anser mig selv for at være hverken landskabs- eller naturfotograf, så kan jeg omvendt heller ikke lade være at prøve at indfange dette når det byder sig. Men generelt, er det ikke noget jeg som sådan opsøger.

 

Hvad er det det første billede du tog som du selv er tilfreds med?

Uha – den er svær! Interessen (rejsen) startede for mig omkring 1980, hvor jeg smug-eksponerede med min fars Leica M2 efter skoletid. Jeg kan ikke præcis huske hvornår jeg ’knækkede’ koden efter at den første succesoplevelse med at få fokus og lysmåling til at virke havde fortaget sig. Et tydeligt øjeblik af selvtilfredsstillelse var nok da jeg fremkaldte en række (mode)portrætter, som jeg fik i kassen på et modeshow i Vejle omkring 83-84. Det blev jeg for alvor ’hooked’ på mere.

For mig fremstår de både som ikoniske og tidstypiske – og de er en vigtig del af mit portfolio.

 

Hvad er dit seneste billede?

Her vil jeg tillade mig at skelne mellem eksponering og fotografi – jeg tager billeder hver uge men skraldespanden tager sit indhug (en meget hyppig kunde i øvrigt). Det seneste billede jeg har lavet – og som virkelig betyder noget må være det billede jeg skød i november af Jonas Bangstrup (trommeslager i heavyrock bandet SEA).

 

Hvad kunne du godt tænke dig at opnå?

Godt spørgsmål – for jeg har egentlig aldrig lavet mig en personlig fotografisk behovsanalyse. Jeg er primært drevet af en glæde ved at lave noget jeg kan stå inde for og som andre også kan se noget i. Jeg er ikke drevet af at skulle opnå medaljer, eller deltage/vinde fotokonkurrence osv. Det der gør mig glad, er når en person gerne vil købe et billede af mig og med hensigt at hænge det op i sin stue. Så jeg vil gerne arbejde målrettet med at gøre mit fotografi mere synlig end det p.t. er.

Og, så vil jeg naturligvis gerne kunne opnå frihed til – inden for de nærmeste år, at kunne drage ud i verden et års tid iført nye vandrestøvler og masser af friske batterier. En fotografisk pilgrimsfærd (men det forbliver jo desværre nok bare en drøm)

 

Hvad er din bedste fotooplevelse (the moment it clicked)?

Det er nok den helhedsoplevelse jeg havde da jeg drog ud for at dække føromtalte modeshow i midt 80’erne – ganske grøn og uden at ane hvordan, hvorledes og med hvad – og da jeg drog hjem igen med en rimelig mavefornemmelse om at min teknik nok havde holdt – men usikker på om jeg havde ramt momentet. Jeg fremkaldte film hele natten og helt eksalteret måtte jeg, gabende træt, masse sig min hos en bekendt for straks at låne hans DURST-forstørrelsesapparat fra morgenstunden for at få noget på papir. Da dagen var omme var jeg ikke til at skyde igennem – især da Lotte Heise mødte op hos mine forældre for at hente et par kopier! Siden har jeg haft mange andre – selvom det har det med at komme lidt i stimer.

 

Hvem/hvad/hvor kunne du godt tænke dig at fotografere?

Jeg har et svagt hjerte for samfundets svageste – der hvor livet virkelig trykker, kan ses og mærkes. Ligeledes ældre mennesker hvor livet, på godt og ondt, har sat deres aftryk. Det vil jeg gerne arbejde meget mere med – både i kontekst og som portrætter. Og som portrætter der formidler noget og gør en forskel!

 

Har du nogle fotografiske forbilleder?

Ja – en del må man sige og genrebestemte. Bresson har altid appelleret til mig – sådan i ”street” henseende og som pionér. Reportagemæssigt så er der rigtig mange og vel især Jan Grarup og Sebastião Salgado der inspirerer fælt – og i hver deres ende af spektret!

Ansel Adams er klart forbilledlig inden for fine art og landskab og er ikke til at komme uden om.

Mange af fotografiets mestrer, herunder Newton og Mapplethorpe har naturligvis påvirket og er vel også en form for forbilleder. Dog har aldrig forsøgt at indtage andres billedsyn eller for den sags skyld kopiere arbejde eller stil, selvom man omvendt at man jo nok ubevidst et produkt af dette. Selv er jeg klart til ”less is more” og en fotograf som Viggo Rivad har altid været mentor for mig i valg af virkemidler og billedsprog. Men listen er lang…

 

Hvilken fotobog vil du anbefale til andre?

Helt klart: Magnum Contact Sheets Book og (fader) Ansel Adams bog-serie. Sebastião Salgado ”Genesis” er et mesterværk som man må eje. Selv ønsker jeg mig lige p.t. Grarups ”And then there was Silence” (som jeg desværre ikke kun tage mig sammen til at få købt i første oplag (dumt!)

 

GemGemGemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem